Umiddelbart efter 2. verdenskrig startede en masse små legetøjsfabrikker op i Danmark. I de fleste tilfælde foregik produktionen i kældre og garager. I 1945 købte Guido Krohn-Rasmussen et metalstøberi i København og begyndte at producere legetøjsfigurer.

De tidligste figurer, som blev lavet af Krohn-Rasmussen fra 1945 til 1950, er rene kopier af figurer fra Elastolin og Lineol. Alle tyske ophavsrettigheder og patenter blev ophævet efter krigen. Billigt metalskrot fra 150 ødelagte tyske flyvemaskiner blev brugt til fremstilling af de første figurer.


Det er først efter at G. Krohn-Rasmussen i 1950 får en partner ved navn Knud Lyngsaa, at navnet Krolyn bliver et registreret firmanavn.

Hvis man ser lidt nærmere på begge de herrers efternavne, skal der ikke meget fantasi til at forstå hvordan navnet er opstået.

Efter at partnerskabet var indgået, kom der for alvor gang i produktionen, som hidtil havde begrænset sig til nogle enkelte cowboys. Nu blev det også til riddere, vikinger etc., som ikke var kopier fra andre producenter. Fabrikationen af Krolyn-figurer med Krohn-Rasmussen og Lyngsaa i chefstolene varede indtil 1958, hvorefter man afhændede rettighederne til anden side.

Krolyn skiftede ejer flere gange fra 1958 til 1962. I en annonce i legetøjstidende fra 1962 er formene til Krolyn-figurerne til salg. Efter den tid forsvinder de helt fra handlen. Man kan sagtens forestille sig, at de var for dyre at fremstille i forhold til plastikfigurerne, som i 1950erne og '60erne overtog hele figurmarkedet.

I en periode omkring 1954 havde Tekno eneret på forhandling af Krolyn, vistnok samtidig med egen produktion af gardere. Krolyn har også fremstillet tilbehør som passer til Teknos biler.

De første cowboyryttere er uden firmanavn under bunden på hestene. De følgende er kendetegnet ved, at der under bunden er præget ’Krolyn’ samt et nummer. Undtaget er nogle vikinger som optræder med navn i bunden (Røde Orm og Håkon Jarl). Western-seriens heste og Robin Hood-figurens hest har nr. 1201. På riddernes heste står der nr. 1006 under bunden, med undtagelse af de første, som er uden inskription. De ligner fuldstændig de nyere.

Nogle af figurerne findes i en bronze-farvet variant. De blev solgt som souvenirs. Eksempler kan ses i "galleri". Nogle findes placeret på en marmorplade hvorpå der er påsat en lille kobberplade med inskription : "Danmark". Mest almindelige er vikinger og Hamlet.

En del andre metal-figurer ses af og til sammen med krolynerne; men deres oprindelse er ikke bestemt med sikkerhed. En  knælende, spejdende cowboy regnes dog med sikkerhed for at være fremstillet af Krolyn. Produktionen er således ikke kortlagt fuldt ud.

En ting der gør de flotte og farverige figurer endnu mere interessante er, at de er navngivet efter nogle af datidens store helte fra bøger, tegneserier og film. At finde dem i flot original stand er dog en stor udfordring.

Oversigterne på disse sider er baseret på en gammel bestillingsseddel fra firmaet samt et katalog. Disse vigtige dokumenter omfatter dog desværre ikke vikingerne.  De er derfor registreret efter numre og inskriptioner på almindeligt kendte eksemplarer.

Under "Historie" findes supplerende oplysninger til ovenstående, som er et uddrag fra de forholdsvis få kilder af information, der findes vedrørende  historien bag firmaet og dets figurer.

 



Krolyn-afsnittet på www.tohan.dk er blevet til på initiativ af tplolland, som også har fremskaffet fotos og informationer. Efterfølgende er der tilgået betydelige bidrag fra Helge Scheunchen og Leif Pedersen fra Figurina Danica. Har du lyst til at bidrage med billeder eller oplysninger til glæde for samlere og andre  interesserede, kontakt venligst
tkpetersen29@gmail.com eller tohan.dk@gmail.com.