OTA Flagspil Album Liste Vindere

OTA Flagspil (1965-1967)

Gamle samlemærker fra kaffetilsætning, tyggegummi, cigaretter, chokolade osv. er i dag et populært samlerobjekt. Her følger et lille studie i en serie som tilsyneladende ikke er beskrevet i bøger eller andre steder på internettet, nemlig flagspil-serien fra OTA, som mange sikkert husker. Flag-kortene var indlagt i to OTA-produkter: Solgryn og Poppi. I sidstnævnte kun en lille del af  kortene.

Serien var samtidig med en anden meget populær flag-samleserie fra Dandy Tyggegummi, som dog var startet lidt tidligere. Flag havde indtil da altid været et populært emne til samleserier, og de fleste større udgivere havde forsøgt sig med flagserier i forskellige udformninger. På OTA's flagkort var der forskellige fotos fra landene med beskrivende tekst dominerende og man havde således mulighed for at få udvidet sin horisont samtidig med at  man indtog sit favoritmåltid. 

OTA-flagene adskiller sig også fra andre samlemærker ved, at de var en del af en konkurrence og derved ikke kunne forventes samlet komplet.

Kortene var opdelt i 15 serier á fire lande og i hver serie var der et sjældent land. Hvis man var heldig at få komplet serie, kunne man vælge at indsende de fire kort og modtage en gevinst i form af et stykke legetøj. Men hvis man havde is i maven afventede man om det skulle lykkes at få to eller tre komplette serier og derved vinde langt større gevinster. Tre serier kunne indbringe et flot elektrisk togsæt. Det var en ganske usædvanlig konkurrenceform.

Kortene:

Som det ses af opsætningen i billedoversigterne, findes der fem forskellige motiver fra hvert land på de almindelige kort og kun et motiv på de sjældne.

I starten var der kun tre flagserier. Der kom løbende nye til og med tiden nåede man op på 15 serier. Serienumre i billedoversigterne er ikke officielle, men tilføjet for at lette identifikation. De tre første serier ligger dog fast og annoncen i Anders And & Co. #12 fra 1966 giver et fingerpeg om hvilke serier, der var blandt de ni første.

Poppi-kortene kan identificeres via bagsiden. I dette produkt var der et begrænset antal serier, måske kun tre. De kunne bruges sammen med kortene fra OTA Solgryn.


Anders And & Co. #12, 1966

I perioden okt.1965 – aug.1967 blev der regelmæssigt reklameret for konkurrencen i Anders And & Co. En stor del af annoncerne indeholdt billeder af glade heldige børn, som havde vundet hovedgevinsten. Mange læsere har helt sikkert gjort sig tanker om hvilken teknik man skulle anvende for at få maximalt udbytte, hvis man en dag skulle være så heldig ...

Gevinster:

Der var forskellige gevinster for hver af de 15 serier og det fremgår af bagsiden på kortene hvad gevinsten var. I annoncen t.v. ses nogle af dem skitseret.

Af bagsiden på kortene fra Poppi fremgår præmierne for flere komplette serier:

2 serier: fodboldstøvler / dukkehus.
3 serier: elektrisk tog / dukkevogn med dukke.

 Desuden var der tre kort, som i sig selv var gevinstgivende:

1) FN flaget: indsendt med 6 vilkårlige flag gav en Super OTA 1001-
    jojo.
2) Mini Bio: filmapparat med et stk. film.
3) Jokerkort: hovedgevinsten vi alle drømte om:
    Tøm en legetøjsbutik på 10 min.

(Hovedgevinsten
er den samme som i OTA MEXI corn flakes, 1959-60 - to annoncer herfor kan ses under OTA/Diverse)

          Anders And & Co. #12, 1966

                                 Adskillige heldige vindere af hovedgevinsten blev foreviget i Anders And-bladet. (Alle samlet under faneblad "Vindere")



Præmie for tre komplette serier var dette flotte togsæt # 385-3 fra Fleischmann. Lokomotivet var DSB MY 1108 (art. # 1385D).




 

Anders And & Co. #44, 1966

Anders And & Co. #35, 1967

Mini Bio-kortet indbragte straks datidens lille hjemmebiograf.

Samling:

At samle OTA's flagspil komplet i dag ligner en håbløs opgave. De med *-mærkede kort i "Album" og "Liste" er de sjældne og kan synes umulige at finde, da de jo var gevinstgivende. Men der er alligevel en lille chance: Efter indsendelse blev kortene nemlig annulleret med et ”konduktør-klip” og returneret sammen med præmien. (Eksempler i "album")

Flagkortene findes med mindst 4 forskellige typer af bagsider, heri medregnet én Poppi-bagside. Jeg har set max. 3 forskellige på samme motiv. Desuden er især de ældste serier trykt på både mat og blankt papir. Dette viser at der har været trykt flere oplag i udgivelsesforløbet og der findes derfor flest eksemplarer af de tidligste serier.

Kortene fra Poppi er sjældne. Produktet var jo ikke nær så udbredt som Solgryn. Blandt de ca. 450 kort som er gennemgået i denne undersøgelse fandtes kun 3 stk. På forsiden er de identiske med Solgryn-kortene.

Album:

Der findes ikke album til kortene. Konkurrencens natur gjorde det jo nærmest umuligt at få et album udfyldt komplet.

Under "Album" kan du se et elektronisk album, indeholdende de kort jeg har eller har kendskab til. Tak til Erik B. for samarbejdet.

Hvis nogen har mulighed for at hjælpe med at udfylde hullerne eller supplere oplysningerne på denne side, vil det være meget velkomment.



Solgryn på Facebook

tohan.dk@gmail.com