I 1962 havde Reisler
som bekendt for længst taget grossist-virksomhed op og importen blev øget.
Nu blev bl.a. et udvalg
af 7 cm. plastfigurer fra tyske Firma O&M Hausser indlemmet i
varesortimentet. Det drejede sig om kvalitetsfigurer af mærket Elastolin og
man havde sikret sig både eneforhandling og fremstillingsret.
I modsætning til det importerede legetøj fra Aurora og Dinky Toys var der i
dette tilfælde tale om forarbejdning på fabrikken i Danmark! Reisler malede
og samlede figurerne, som var støbt i flere dele hos Hausser.
De tolv første figurer blev introduceret i prislisten for april 1962,
annonceret til levering i juli samme år. Senere fulgte man op med annoncer i
Legetøjstidende.
|
|