Kaptajn Mark, Gufas Triste og Mister Bluff.
Il Comandante Mark, Gufo Triste e Mister Bluff

Allan Kæmpe, Mik og Greven.
Alan Mistero, Polpetta e Il Conte

 

Efter lukningen af Wild West og Prærieserier i slutningen af 1967 forsøgte Interpresse sig med to nye italienske EsseGesse-serier, nemlig Kaptajn Mark (Il Comandante Mark) og Allan Kæmpe (Ombrax).

 I starten var det var tydeligt at disse var tegnet "af de rigtige" tegnere og det var en kærkommen forbedring af kvaliteten i både tegning og fortælling i forhold til de seneste stribeformater.

Bladet havde i starten den ubehjælpsomme titel Det nye wild west og prærieblad. Det kunne jo i sagens natur ikke fortsætte og fra nr. 38 blev titlen ændret til WP-bladet. Denne betegnelse var allerede brugt mange uger forinden i diverse foromtaler. Her på sitet benyttes WP-bladet som fællesbetegnelse for de to titler, altså alle 57 hæfter.

Den velkendte EsseGesse-formel med tre venner som hovedpersoner blev genanvendt. Karakteregenskaber og udseender fra hovedpersonerne i de to gamle serier blev mixet og det resulterede i to ny trioer. I alle de 57 udkomne hæfter, på nær det første, ses begge serier (i varierende længder).


Størst succes havde Kaptajn Mark med vennerne Mister Bluff og indianeren Gufas Triste. Miljøet minder i høj grad om det velkendte fra Il Grande Blek og det er da også de forhadte engelske Rødfrakker der kæmpes imod. Historien er flyttet til de store søer i Nordamerika og starter i 1773 i tiden op til den Amerikanske Uafhængighedskrig.

Som humoristisk krydderi til de spændende historier har man udstyret Mister Bluff med hunden Flok, som konstant kommer i klammeri med Gufas Triste.

Den anden serie med Allan Kæmpe, Greven og Mik foregår i næsten samme miljø som Kaptajn Micky. I stedet for Nevada Rangere optræder US Cavalry som ordensmagt. Allan Kæmpe minder meget om Il Grande Blek (i Danmark kaldt Davy Crockett), anbragt blandt banditter i ørkenen og klædt som revolverkæmper.

Personligt synes jeg serien virker tam i forhold til Kaptajn Mark, som har Uafhængighedskrigen til at binde de spændende historier sammen og et langt mere varieret miljø.

I Danmark valgte man at udgive serierne i alm. bladformat. Fra nr. 38 i noget der minder om lommeformat. I Norge blev begge serier i starten udgivet i stribeformat som fortsættelse af henholdsvis Prærie-bladet og Vill Vest.

WP-bladet fik desværre en forholdsvis kort levetid, selv om man forsøgte sig med forskellige formater, bladtykkelser udgivelsesfrekvenser og priser. Der har givetvis været hård konkurrence fra Interpresses andre udgivelser, ikke mindst fra Seriemagasinet, som så dagens lys indenfor en måned i forhold til starten på WP-bladet.

Starten for udgivelserne er i øvrigt af en eller anden mystisk grund refereret ca. 20 uger! forkert i alle tilgængelige bøger helt tilbage fra 1982 og ligeså på nutidens websites - se "Udg.datoer".








Il Comandante Mark & Allan Mistero

copyright © EsseGesse